Klassens tykke pige – 2. del | Krop & psyke

Klassens tykke pige – 2. del

Mit slankeprojekt op til min konfirmation blev startskuddet til en lang og sej kamp. Det blev startskuddet til et liv med konstant fokus på min vægt, mad, søde sager, slankekure, overspisning, kontrol, restriktioner og ikke mindst; et liv fuld af skyld, skam og dårlig samvittighed.

De sidste år af min folkeskole forsøgte jeg fortsat at tabe mig og på et tidspunkt er jeg faktisk så tynd, at folk omkring mig begynder at blive bekymrede. Men mig – jeg føler mig stadig tyk på maven. Det er jo helt skørt når nu jeg ser på billeder derfra – jeg ser jo nærmest udsultet ud i ansigtet og mine lår er som tændstikker. Jeg husker desuden at jeg i den periode havde ondt bagi når jeg sad og at jeg fik en del dun på hals og kæbe, hvilket vidner om at der ikke var meget sul tilbage på mig. Jeg tror den laveste vægt jeg havde dengang var 52 kg – til sammenligning vejer jeg i dag 63 kg og er 173 cm høj.

Mine forældre begynder at blive bekymrede, jeg får et par kommentarer fra andre familiemedlemmer og fra familiens venner, og jeg husker også at mine lærere på et tidspunkt tager fat i mig. ”Heldigvis” har jeg på dette tidspunkt en rigtig god veninde fra klassen, som bliver alvorligt syg med anoreksi. Jeg besøger hende flere gange i de perioder hun er indlagt, og på en eller anden måde bliver hun mit skræmme-eksempel. Sådan ønsker jeg ikke at ende og modsat hende, er jeg heldigvis aldrig vippet helt udover kanten selvom jeg har været tæt på.

Mit forhold til mad er allerede meget kompliceret på dette tidspunkt. Jeg sulter stadig mig selv ved at slippe udenom så mange måltider som jeg overhovedet kan, men samtidigt skriger min krop på mad. Dette fører til at jeg ofte havner i overspisning af junkfood og slik, hvilket både dulmer og tilfredsstiller min krop for en kort stund. Oftest overspiser jeg i det skjulte og jeg bliver mester i at slette mine spor. Slikpapir bliver smidt i en skraldespand på vej til skole, eller bliver pakket ind i anden skrald. Desuden sørger jeg for at fjerne hver en krumme så ingen opdager, at jeg har været i skuffer og skabe efter lækkerier.

Da jeg er omkring 17 år gammel får jeg job på McDonald’s og da jeg er 18 år flytter jeg hjemmefra sammen med min daværende kæreste. Jeg knoklede 20-25 timer om ugen på McDonald’s samtidigt med at jeg gik på Handelsskolen, hvor jeg forsøgte at score gode karakterer. Min kæreste rørte ikke en finger derhjemme, så alt det huslige hang på mig. Samtidigt var økonomien mere end stram. Jeg fik knapt 700 kr. i SU og skulle tjene til resten. I denne periode var jeg derfor enormt presset på flere parametre, og da McDonald’s-maden var let tilgængelig og tilmed gratis, var det nemt og billigt, og samtidigt dulmede det min stress og den indre uro jeg oplevede i den periode.

I disse år oplever jeg min første seriøse vægtstigning, og når som 19årig min topvægt på 74 kg. Yoyo-vægten er i gang for fuld hammer og æbleskivekinderne og topmaven er tilbage. Jeg spiser alt hvad jeg kan komme i nærheden af i smug – også på arbejdet. Det er pinligt og jeg skammer mig, men alligevel fortsætter jeg. Jeg kan simpelthen ikke styre det.

Igennem årene forsøger jeg mig med et hav af slankekure uden held. De fleste af mine veninder fra dengang, kender mig faktisk som hende der altid er på slankekur, og det label er jeg desværre stadig ikke kommet af med.

Da jeg ser at vægten er havnet på 74 kg. beslutter jeg mig for igen for at tage mig gevaldigt sammen, og påbegynde endnu en slankekur. Jeg går i den periode fra min kæreste og flytter hjem igen, hvilket gør det nemmere for mig at spise mere fornuftigt. Men jeg er stadig præget af både over- og underspisning. Nupo bliver afprøvet og enkelte gange kaster jeg op efter at have haft et ædeflip. Jeg ved dog godt at det er et seriøst skråplan og formår derfor at holde det til et minimum. Samlet set kan det tælles på 2 hænder hvor mange gange jeg har fremprovokeret en opkastning. Få gange har jeg dog haft så svært ved at være i min krop, at jeg har været nødt til det for at få det bedre.

Igen lykkes det mig at tabe mig, og jeg har det fantastisk og ser bragende godt ud. Eller det vil sige; jeg er stadig ked af min topmave, så helt tilfreds er jeg aldrig. Jeg har dog på dette tidspunkt lært at camouflere den med løse bluser og højtaljede jeans – alle kneb gælder.