Klassens tykke pige – 4. del

Fra slut august sidste år og indtil april i år var jeg i et forløb med en online coach som lavede kost- og træningsplaner til mig. Som beskrevet formåede jeg stort set at holde mig til planen de første 3 måneder, hvor kiloene raslede af mig. Herfra blev det dag for dag sværere og sværere for mig. Jeg begyndte igen at overspise og gjorde det hyppigere og hyppigere. I november gik det skidt, i december stak det helt af for mig og i januar havde jeg seriøs krise. Så meget krise at jeg måtte indrømme min overspisning overfor min onlinecoach, selvom jeg synes det var enormt flovt. Men han kunne jo godt se på min vægtstigning at det var noget galt, så jeg kunne jo ligeså godt være ærlig.

Midt i januar fik jeg knust mit hjerte, hvilket absolut ikke hjalp på min overspisning. Oveni hatten fik jeg sidst i januar en hjernerystelse som satte mig totalt ud af spil ift. træningen, hvilket kun gjorde min overspisning værre. Desværre kom jeg så galt afsted at jeg var fuldtidssygemeldt i 14 dage og derefter deltidssygemeldt indtil midt i marts. I den periode var al træning boykottet og jeg spiste virkelig uhensigtsmæssigt. I marts nåede jeg lige at starte op med træningen igen, indtil jeg igen blev slået ud af kurs; ved et rutinetjek for livmoderhalskræft fandt man meget svære celleforandringer som der straks skulle gøres noget ved. Jeg fik først foretaget en biopsi og dernæst en keglesnitsoperation. Af gode grunde kunne jeg derfor ikke træne i 1,5 måned. Samtidigt må jeg indrømme at det i den grad påvirkede mig psykisk. At nogle skulle rode i mit underliv gjorde mig rædselsslagen. Hvad hvis noget gik galt så jeg ikke kunne få børn? Eller hvad hvis de fandt ud af det var kræft?

Jeg blev opereret d. 3 april og har nu i 3 lange måneder gået og ventet på at skulle til kontrol. D. 2 juli fik jeg foretaget endnu et celleskrab og gudskelov viste prøverne at der ikke længere var vækst af dårlige celler. Jeg blev så lettet at jeg græd. Det har altså påvirket mig noget mere end jeg måske har villet indrømme, og derfor er det måske heller ikke så sært at jeg i denne periode har overspist helt ekstremt meget – nærmest på daglig basis. Jeg har været ked af det, jeg har været frustreret over endnu engang at blive sat tilbage ift. træningen og jeg har været hamrende bange for at det var kræft, og at det skulle påvirke mine evner til at få børn. Oveni hatten kunne jeg støt se vægten stige og mit selvhad vendte tilbage. Det har ikke været den letteste periode for mig, selvom jeg har forsøgt at holde humøret højt.

I starten af juni har jeg nærmest taget alt det på jeg havde tabt mig i løbet af efteråret. Motivationen var forsvundet som dug for solen og jeg oplevede igen, igen, igen at miste kontrollen fuldstændigt. Jeg havde det elendigt og indså her, at jeg nu var nødt til at søge professionel hjælp. Jeg har prøvet alt og hver eneste gang er jeg havnet tilbage i samme spor. Så snart jeg er kommet i mål med et vægttab, har jeg med lynets hast taget det hele på igen. Overspisning er startet stort set med det samme og jeg har aldrig formået at holde et vægttab i en længere periode. Noget må være galt oveni mit hoved og jeg har ikke evner til at komme ud af det på egen hånd. Derfor kontaktede jeg min gode gamle psykolog, som kender mig godt fra tidligere. Hun er helt fantastisk og meget kompetent. Ofte er jeg kommet med nogle problemer, som vi har formået at finde løsninger på gennem en enkelt session. Jeg går altid meget klogere derfra og nærmest med armene over hovedet hver gang.

D. 11 juni havde jeg så min første time hos hende i forbindelse med mit problematiske forhold til mad. Det er ikke første gang vi vender problematikken, men det er første gang at jeg har indset at problemet sidder mellem ørerne. Det er først nu jeg forstår at jeg spænder ben for mig selv ved at torturere mig selv med slankekure, træningsprogrammer, restriktioner og kontrol. Hvis jeg nogensinde skal blive glad for mig selv, må jeg bearbejde det der sker i mit hoved, for det er her problemet ligger.

Vi startede som det første med at tale om min overspisning, da det er den der er det fremtrædende problem. Her faldt der en del brikker på plads for mig, som jeg ikke selv har kunnet se før.

Først og fremmest er det oftest søde sager jeg overspiser i – slik, chokolade, kager og især is. Ifølge min psykolog er dette dog ikke så mærkeligt, for i løbet af sessionen kommer vi frem til at jeg aldrig har lært at navigere i et hjem hvor den slags har været frit tilgængeligt. Jeg har altså aldrig boet i et hjem hvor der lå slik, is og kager som jeg bare kunne spise når jeg havde lyst – det har altid været tilgængeligt i begrænsede mængder og tidsrum. Søde sager har derfor været enormt spændende for mig, og jeg har skyndt mig at rage til mig når det har været indenfor rækkevidde. Det er en tillært vane helt fra barns ben og det er derfor ikke så mærkeligt at jeg ikke kan styre det. Jeg har altså sat de søde sager op på et piedestal. Oveni hatten har jeg altid skammet mig når jeg har spist søde sager, hvorfor det derfor ofte er foregået i det skjulte.

Min psykolog udfordrede mig derfor på 2 måder:

1: For at lære at navigere i et hjem fuld af søde sager er jeg nødt til at fylde mit hjem med alt det jeg godt kan lide, og tillade mig selv at spise det til jeg revner. Fryseren skal fyldes med is og skabet med slik, og det skal være helt ok at spise af det så snart jeg har lyst. Med tiden vil det (forhåbentligt) miste sin nyhedsværdi, således at jeg ikke overspiser i det. Slut med forbudt – alt er altså tilladt.

2: Når jeg har lyst til noget lækkert, må jeg ikke gå ned i kiosken og købe det, for så at skjule det i min taske til jeg kommer hjem og kan spise det alene i det skjulte. Jeg må købe lige det jeg har lyst til, men jeg skal pakke skammen væk og indtage det på en bænk i offentligheden.

Min fryser er nu fyldt med lækkerier og mine skaber bugner af godter.

Angstprovokerende? Også i den grad! Jeg må først evaluere på forsøget når vi mødes igen d. 30 august og jeg skal derfor være i dette scenarie i 2,5 måned. Jeg har nu været i gang i lidt over en måned og i næste indlæg vil jeg fortælle lidt om hvordan det går. Det er ikke nemt, det kan jeg love jer for 🙃

De bedste hilsner,
Froeken Berit