En del kilo tungere og alligevel en del kilo lettere…

Det er ved at være længe siden jeg har skrevet et indlæg her på bloggen, hvilket der er en helt simpel årsag til: jeg har haft det rigtig svært. Det burde jeg måske have blogget om løbende, men der er de seneste måneder sket så meget med min krop og mit sind, at jeg har haft svært ved at finde hoved og hale i hvad jeg egentligt tænker og føler. Jeg har blot forsøgt at være i det, og har ikke været klar til at sætte ord på processen endnu – men nu er det tid. Flere har efterspurgt en update på mit eksponerings-projekt og kære følger; her kommer den.

I juni startede jeg i samråd med min psykolog mit eksponerings-projekt. Kort fortalt gik det ud på at jeg fra 11. juni til og med d. 30. august skulle fylde mit hjem op med alt det jeg godt kan lide af søde sager, is og snacks, og tillade mig selv at spise det til jeg revnede. Baggrunden for dette er, at jeg lider af overspisning, og ifølge min psykolog er vejen ud af dette, at stoppe med restriktioner og forbud og i stedet lære, at navigere i en verden hvor alt er tilladt. For slankekure, restriktioner og forbud leder til overspisning, overspisningen leder til skam, og skammen leder igen til overspisning – og der har vi spiralen som jeg ønsker at bryde.

Hvad er meningen med galskaben?

For at forstå hvad jeg har været igennem, vil jeg forklare følgende illustration som min psykolog udfærdigede under en af vores sessioner. Den illustrerer så fint hvad meningen med eksponerings-projektet er.

Den grønne kurve symboliserer min spisning. Den starter fladt ud hvilket illustrerer, at jeg her er i en periode hvor jeg spiser ”sundt”, hvilket for mig er lig med restriktioner og forbud mod alt det ”usunde”. Her føler jeg at jeg er i kontrol, men denne periode har altid en begrænset levetid, hvorefter jeg havner i overspisninger og kurven stiger. I mine overspisnings-fase spiser jeg nu alt det der var forbudt i min ”kontrol-periode”. Overspisningerne bliver værre og værre, indtil jeg ikke kan holde det ud længere. Her erstatter jeg igen overspisningerne med kontrol og restriktioner, hvorfor kurven starter forfra. Overspisningen fører dermed til kontrol, kontrollen fører til overspisning and so on. Jeg befinder mig altså i en ond spiral, som veksler mellem en falsk følelse af kontrol og overspisninger, og som gør mig absolut no good.

For at komme ud af overspisningen må jeg tvinge mig selv til at være i dem og det ubehag det medfører for mig. Jeg skal altså fortsætte mine overspisninger der hvor det bliver rigtigt ubehageligt og angstprovokerende at være i, hvilket for mit vedkommende er når overspisningen begynder at kunne ses på vægten og når bukserne begynder at stramme. Jeg må ikke længere stoppe mine lidelser ved at indføre kontrol og restriktioner – denne gang skal jeg helt ud på den anden side. Netop derfor aftalte vi fra projektets start at jeg først måtte evaluere på det efter 2,5 måned. Processen kræver tid og det måtte jeg have tillid til, og turde være i. Til gengæld forsikrede min psykolog mig om, at det er anstrengelserne og lidelserne værd hvis jeg når helt ud på den anden side. Jeg skriver hvis fordi det ikke er alle der når ud på den anden side i hverken 1. 2. eller 3. forsøg, hvilket vidner om at det er en meget svær proces. Når/hvis man kommer ud på den anden side vil der dog vente et liv med en højere grad af frihed, uden restriktioner, forbud og et overdrevet fokus på mad. Her vil kroppen være selvjusterende i forhold til vægten, og man vil være bedre til at mærke sin krops signaler og behov. Med det i sigte besluttede jeg mig for at gå all in og kaste mig ud i projektet – koste hvad det koste ville.

Og hvordan gik det så?

Jeg gik som sagt helhjertet ind i det med fuld tiltro til min psykolog og hendes erfaring på området. Jeg lovede mig selv at blive i det uanset hvor hårdt det var, og uanset hvor meget vægten ville stige. Det første jeg gjorde var at køre i Ikea og købe en stor plastikkasse til mit nye sliklager, og så gik turen ellers i supermarkederne for at tanke op af alle lækkerierne. Fryseren blev fyldt med is og skabene bugnede af slik – og så gik jeg ellers amok. Jeg spiste, spiste, spiste og spiste lidt mere. De første uger var rædselsfulde – jeg kunne slet ikke holde mig tilbage og jeg tømte hurtigt den første fryserskuffe for is og dernæst den næste. Jeg spiste is til morgenmad, is midt på dagen og is til aftensmad. Jeg havde det fysisk dårligt, havde kvalme og væmmedes ved mig selv. Jeg var ved at kaste håndklædet i ringen flere gange – det var ubeskriveligt ubehageligt at være i, men jeg holdt ud og det er jeg glad for i dag.

Efter de første 3-4 uger begyndte det nemlig langsomt at gå fremad. Jeg begyndte nu at spise rigtige måltider i stedet for is og slik, og is var ikke længere det første jeg tænkte på når jeg vågnede om morgenen. Faktisk har jeg på mystisk vis formået at have en bøtte Ben og Jerrys liggende i fryseren i knapt 2 måneder. Ben og Jerrys i fryseren i 2 måneder?!?!😳 Jeg er selv lidt i chok, det har aldrig før været muligt for mig. Der begyndte pludseligt at gå længere og længere tid imellem mine overspisninger, og når jeg overspiste, var det knapt så voldsomt som det tidligere har været. De sidste par måneder har jeg haft nogle få episoder jeg vil karakterisere som deciderede overspisninger, men det er en brøkdel af hvad jeg plejer. Det betyder ikke at jeg slet ikke har spist søde sager, for jeg har faktisk spist enormt store mængder slik. Det har bare ikke været pga. overspisninger, men faktisk mere pga. kedsomhed og den lette tilgængelighed i mit hjem. Jeg har gået og hapset af slikket i løbet af dagen, i stedet for at gå amok i det hele på én gang, hvilket er et kæmpe fremskridt – det har aldrig  været muligt for mig førhen. I forhold til min vægt er det dog ikke hensigtsmæssigt, og i samråd med psykologen har jeg derfor “fået lov til” at stille slikket ned i kælderen, så jeg ikke går og spiser af det i tide og utide. Det går egentligt lidt imod projekt ”ingen forbud”, men det er under præmissen at det ikke er forbudt, og har jeg lyst kan jeg bare gå i kælderen og hente det. Det er dog reelt set kun sket to gange i løbet af de sidste 3 uger og jeg har ikke holdt mig selv tilbage med forbud og restriktioner. Det er en kæmpe sejr.

Jeg har også oplevet, at jeg nu kan gå forbi lækre ting uden at crave dem som en hund med en godbid foran snuden. Fx hentede jeg morgenbrød i Lagkagehuset en dag hvor de fejrede fødselsdag og uddelte gratis kagemand – sådan en rigtig cremet wiener-fætter. Og hvad skete der? Jeg rynkede lidt på næsen, bestilte mit morgenbrød og gik derfra uden så meget som at have overvejet at tage et stykke. Normalt ville jeg have brugt ventetiden på at planlægge hvordan jeg kunne tiltuske mig så mange stykker som muligt. Sejr! Jeg har også hørt mig selv takke nej tak til dessert, og jeg har sågar siddet ved siden af andre der har spist lækkerier, uden så meget som at have en eneste misundelig tanke. Det er nyt for mig – meget nyt og det vidner om at jeg er på rette vej.

Jeg har lært SÅ meget andet om mig selv i processen, og det vil jeg blogge videre om på et andet tidspunkt, for dette indlæg er allerede blevet alt, alt for langt. Det har været en spændende rejse og på trods af en del ekstra kilo og en generelt utilfredshed med min krop lige pt., fortryder jeg ikke rejsen for jeg føler mig faktisk en del kilo lettere til trods for, at vægten siger noget andet. Jeg føler jeg har fået længerevarende udgang fra det fængsel jeg har været fanget i, og lige om hjørnet venter en permanent løsladelse = et liv hvor mad kun fylder det i tankerne som det bør, og hvor det ikke er min vægt der definerer hvem jeg er og hvordan jeg har det. Det har gjort mig gladere, også selvom det har været og stadig er rigtig svært. Jeg tror stadig på projektet, også selvom der er et stykke vej endnu.

Jeg beklager det lange indlæg, men det var svært at gøre kort. Tak fordi du læste med ❤

De kærligste hilsner
Frøken Berit