Klassens tykke pige – 1. del

Dette opslag er en personlig beretning om den kamp jeg har kæmpet siden jeg var omkring 12 år gammel. Kampen mod min krop, mod dellen på maven og mod vægten. En kamp for at passe ind, blive anerkendt og socialt accepteret. En opslidende kamp som har gjort megen skade, og en kamp som jeg stadig kæmper hver eneste dag. Mest alene med mig selv oppe i hovedet, hvilket absolut ikke gør det nemmere. Derfor har jeg besluttet mig for at søge professionel hjælp, snakke højt om det, være ærlig og dele mine erfaringer med jer her på bloggen. Måske kan det hjælpe nogen til at føle sig mindre alene hvis de kæmper samme kamp. For alene er vi ikke – det ved jeg. Måske du kan nikke genkendende til noget af det? Her kommer i hvert fald første del af min historie.

Siden jeg var en lille pige har jeg haft godt med sul på kroppen. Tynde ben, tynde arme, men gode kinder og godt med mavefedt. I de helt små klasser mindes jeg ikke at jeg var bevidst om det, det blev jeg først omkring 5. klasse. Nedenstående billede husker jeg som den første erindring om at jeg var ked af mit udseende. Jeg satte i hvert fald tegnstifter i øjnene på et tidspunkt, hvilket vidner om at det nok ikke just var mit yndlingsportræt.

Jeg havde det ikke helt let i de mindre klasser. Jeg havde svært ved at finde min plads og har altid følt mig lidt anderledes. Jeg ville så gerne passe ind, men havde det i perioder svært med de sociale relationer og blev aldrig rigtigt en del af ”den seje klike”. Jeg var oftest perifer deltager, selvom jeg ihærdigt prøvede at være en del af den populære flok. At blive bevidst om mit udseende gjorde det ikke nemmere for mig. Jeg var buttet, min mor insisterede på selv at klippe mit hår (sjældent hun ramte den moderne version) og mit tøj blev altid købt i Bilka. Oveni hatten havde jeg nogle ret strikse forældre hvilket betød, at jeg ofte skulle tidligt hjem eller ikke måtte deltage i sociale arrangementer af forskellige årsager. På mange måder var det altså ikke nemt at være mig – en pige der mest af alt bare ønskede sig at passe ind og være ligesom de andre.

Men ked-af-det-heden over mit udseende startede som sagt for alvor i 5. klasse hvor jeg blev bevidst om, at jeg måske ikke var skønheden selv. Særligt var jeg ked af min topmave, mine runde kinder, mit rødlige hår og mine fregner. Topmaven kan måske anes på det meget flatterende billede ovenfor – og jep, det er Peter André der pryder den! 😉 Jeg forsøgte at sætte mit præg på min tøjstil og min frisure, og fik da også bearbejdet min mor lidt gennem årene så jeg ikke skilte mig mere ud end højest nødvendigt. Vægten blev jeg først rigtig bevidst om lige før konfirmationsalderen –  alt for bevidst, hvilket satte gang i den rutsjebanetur der stadig kører derudaf for fuld hammer.

Mit første vægt-projekt startede et halvt års tid før jeg skulle konfirmeres og målet var klart: Jeg ville være tynd til min konfirmation, koste hvad det koste ville. Og det blev jeg – på en enormt usund måde.

Jeg begyndte at sulte mig selv. Om morgenen var min bror og jeg alene hjemme i ganske kort tid, efter min far var kørt på arbejde og min mor kom hjem fra nattevagt. Her fakede jeg at jeg havde spist morgenmad ved, at stille en skål i køkkenvasken, hælde lidt mælk i den med lidt knuste cornflakes og hælde en portion mælk i vasken, svarede til det jeg ca. ville have spist på min portion cornflakes. Easy-peasy – det opdagede de aldrig.

Min madpakke spiste jeg aldrig. I stedet for stoppede jeg op på cykelturen hjem, og smed sølvpapirspakken op af en stor, beplantet skrænt. Det så rigtig flot ud hver vinter hvor mine små sølvpapirspakker var blevet blottede og lå og glimtede i solen. Kald mig bare miljøsvin – klimaforandringer er uden tvivl min skyld! 🙈 Aftensmad var faktisk stort set det eneste jeg spiste i den periode, altså lige med undtagelse af de gange hvor jeg blev så sulten at jeg overspiste hvad end jeg kunne få fat på – naturligvis i det skjulte.

Vægten gik hurtigt ned af. Så hurtigt at mine forældre begyndte at bemærke det. Min mor begyndte at spørge mig hvad jeg havde haft på madpakken, så det begyndte jeg naturligvis at tjekke inden jeg smed den op af skrænten. En dag havde hun dog narret mig. Da hun spurgte hvad jeg havde haft på madpakken, svarede jeg som altid. Hun spurgte denne dag også om det havde smagt godt og det havde det da. Hun spurgte så også om jeg ikke havde bemærket den elastik hun havde lagt under kødpålægget? Ups. Busted 🙄 Jeg fik vist spist hende af med en historie om at jeg ikke kunne li’ madderne og fra den dag gjorde hun meget ud af mine madpakker. Jeg fik lækre focacciaboller med, med salat og den slags. Det gør næsten helt ondt i hjertet på mig at sige, at jeg stadig ikke spiste dem (undskyld mor!🙈). Til gengæld gik de nu sjældent til spilde, da mine klassekammerater med glæde overtog dem 😋

Det korte af det lange er, at jeg nåede mit mål om et vægttab inden min konfirmation. Jeg blev ret slank og strålede på dagen. Uheldigvis var der den ekstra sidegevinst, at jeg straks blev mere populær. En slank krop førte altså til anerkendelse og social accept, og dette må siges ikke at have været en sund lærdom for mig. Vejen for et usundt forhold til mad var blevet banet og siden dengang har maden kontrolleret mit liv.

20 års forstyrret forhold til mad beskriver naturligvis ikke sig selv på få linjer, så min historie vil være delt op i bidder. Hæng på og hør hvordan det eskalerede herfra…

De kærligste hilsner
FroekenBerit