Om at skjule sine spor

Jeg har både i går og i dag forsøgt at skjule mine spor efter en, for mit vedkommende, mindre overspisning. Det har sat nogle tanker i gang som jeg gerne vil dele med jer, for det at skjule mine spor er et indgroet mønster som jeg haft i de 20 år jeg har kæmpet med overspisning. Det er en reaktion på den skam jeg føler når jeg overspiser, og når jeg oplever at miste kontrollen. Det er noget jeg har arbejdet med efter jeg har taget problematikken op med min psykolog, men jeg kan se at det stadig sidder dybt i mig, og hvis ikke jeg er bevidst om mine handlinger, falder jeg direkte tilbage i mit gamle mønster. Lige præcis som det skete i går, hvor jeg gik amok i kanelgifler.

Min kæreste har nemlig en svaghed for kanelgifler, så da jeg var ude at handle i går, købte jeg to poser med hjem. Jeg købte bevidst to poser fordi jeg ved, at han sagtens kan spise en pose selv, og for en gangs skyld havde jeg også lyst til kanelgifler, hvilket ellers sjældent sker. Der sker så det, at min kæreste går og arbejder på værkstedet, og så vil jeg lige have mig et par kanelgifler. 2 bliver til 3, 4, 5 og 6, og så er jeg egentligt mættet. Jeg bliver dog skamfuld over at have spist en halv pose, og så er det mit gamle mønster rammer mig: jeg spiser resten af posen i en vældig fart til trods for, at jeg ikke havde lyst til flere og faktisk fik kvalme. Dette er dog den eneste måde hvorpå jeg kan skjule mine spor så ingen opdager, at jeg har spist en halv pose kanelgifler, for når posen er tom kan jeg gemme skraldet. Jeg spiser simpelthen en hel pose, for at skjule jeg har spist en halv – hvilken logik! Min kæreste vidste nemlig ikke at jeg havde købt to poser, og derfor så jeg straks herefter mig selv stå og gemme giffel-posen under noget af det andet skrald i skraldespanden. Og der slog det mig så pludseligt; hvad fanden har jeg gang i? Hvad er det lige jeg skammer mig over?

Efter lidt mærken efter i dag ved jeg godt hvad det handler om. Jeg er kommet mig en hel del efter jeg har givet slip på forbud og restriktioner, og har tilladt mig selv at spise præcist hvad jeg har lyst til. Hvor meget ved jeg ikke, fordi min vægt har stået i kælderen de seneste par måneder, men jeg kan mærke på mine bukser at de bliver mere og mere stramme, og jeg har efterhånden nået min grænse for det jeg selv finder acceptabelt. Jeg vil rigtigt gerne smide de overflødige kilo igen, og derfor tror jeg at spisning af lækkerier nu igen er blevet skamfuldt for mig. For jeg ”burde” jo ikke. Men der sker jo lige præcis det modsatte for mig; når jeg begynder at skamme mig overspiser jeg, og det hjælper absolut ikke på buksestørrelsen. Derfor står jeg lige nu et sted hvor det er rigtigt svært at være mig. Jeg ønsker at smide de overflødige kilo, men må ikke opstille restriktioner for mig selv. Hvordan taber man sig så når man bare rigtig godt kan lide slik, kager og fløde i maden? Mon nogle ligger inde med nogle gode fifs til at tackle situationen?

Som med alt andet i denne proces tænker jeg at det at jeg er bevidst om mit reaktionsmønster er et fremskridt i sig selv, og jeg stoler stadig på at jeg nok skal formå at blive selvjusterende på et tidspunkt. Indtil da forsøger jeg at tackle situationen med mere motion, da det er en af de knapper jeg kan skrue på. Men underligt nok er det som om, at jo mere jeg føler jeg bør motionere jo mindre er lysten dertil, og når lysten mangler, får jeg ikke motioneret som jeg gerne ville, hvilket igen fører til dårlig samvittighed fordi jeg burde, hvilket ofte fører til overspisninger. Det er altså en ond spiral at rende rundt i. Jeg kan i hvert fald skrive under på, at det ikke er nemt at slutte fred med gamle mønstre og vaner, men jeg nægter simpelthen at give op. Rom blev ikke bygget på én dag, og det prøver jeg hele tiden at minde mig selv om i disse svære perioder. Når man har overspist i 20 år, er det egentligt også helt ok at det tager lidt mere end 6 måneder at blive ”kureret”.

Med disse ord sagt, vil jeg blot ønske jer alle en god weekend.

De kærligste hilsner,
Frøken Berit

 #bloggersdelightplus