Når ferie-kiloene tricker spiseforstyrrelsen

Birk og jeg vendte i går hjem fra en dejlig uge i Holland, hvor vi til trods for op imod 42 grader har travet løs og oplevet flere forskellige byer. Helt eksakte har vi i gennemsnit gået 10,7 km om dagen 7 dage i træk, så det er ikke just fordi vi har ligget på den lade side. Vi har nydt at være væk, tiden med hinanden og en masse dejlig mad og oplevelser, og heldigvis har spiseforstyrrelsen holdt sig på afstand undervejs, selvom jeg helt har undladt at skrive kostdagbog.

Vi har forsøgt at spise nogenlunde regelmæssigt, og jeg har sørget for at spise mig ordentligt mæt til måltiderne og det er lykkes ret fint. Oveni hatten har jeg formået at mærke efter hvad jeg reelt set har haft lyst til, og ikke spise mere end det. Det har fx betydet at jeg nogle gange kun har bestilt én kugle is i bæger, hvor jeg førhen som minimum ville have bestilt to i vaffel. Det har også betydet at jeg har levnet ting jeg ellers synes var lækkert fordi jeg var blevet mæt, og det er nye tider for mig. Jeg har fx både smidt is ud, undladt at spise mine ellers lækre pomfritter, og nøjes med at spise 3 stykker chokolade ud af en hel pakke. Så overordnet set er det gået rigtig godt, og jeg havde faktisk en fornemmelse af at jeg havde holdt vægten, hvis ikke jeg endda havde tabt mig lidt fordi vi jo har været ret aktive.

Og det var så den forventning der fik filmen til at knække i morges, for i stedet for at nyde den dejlige fornemmelse jeg havde i kroppen som følge af at det var gået godt så steg jeg, velvidende at det var dumt, op på vægten – og straks væltede mit humør. Jeg havde taget 2 kilo på, og mere skulle der ikke til for at få mig i dårligt humør. Jeg græd sågar en smule da jeg fortalte det til Birk, imens jeg dunkede mig selv oveni hovedet for overhovedet at have stillet mig op på den vægt når nu jeg ved bedre. For hold nu op hvor er det dumt at den skide vægt stadig betyder noget for mig, men det gør den altså – i hvert fald når den går opad. Og der var det så, at spiseforstyrrelsen så sit snit til igen at tage over.

Jeg begyndte derfor straks at planlægge hvordan jeg kunne tabe mig igen. Hvis jeg nu bare fulgte min gamle kostplan fra mit tidligere coachingforløb, så var den hjemme. Og når jeg nu skal være alene hjemme denne uge, så er det helt perfekt at opstarte og køre efter en diæt. Ingen stivelse og ingen sukker…og…og..og…så var det så heldigvis at jeg lige stoppede op og tænkte mig om en ekstra gang. For det var ikke mig selv der talte der, men min spiseforstyrrelse der var ved at lægge planer på mine vegne. Jeg skal ikke på kur, jeg skal ikke leve restriktivt og jeg skal da slet ikke følge en diæt med kalorietælling – det er absolut ikke til diskussion. Det er bare nogle gange nemmere sagt end gjort når det gennem de sidste 20 år har været det mønster jeg har haft, og derfor popper disse tanker stadig op i mig i ny og næ.

Derfor lagde jeg i dag en anden strategi for mig selv: jeg kører i Føtex og køber alle de lækre, sunde ting jeg rigtigt godt kan lide, og så hakker, snitter og steger jeg det i dag hvor jeg har tid, så det er nemt og ukompliceret at vælge sunde fødevarer til i den kommende uge. Dette aktive tilvalg betyder ikke at der behøver at være nogle fravalg, og det er det der gør forskellen for mig. Jeg har stadig chokolade i skuffen og is i fryseren og har jeg lyst spiser jeg af det, og jeg spiser også stadig brød, ris og pasta selvom disse fødevarer tidligere har været bandlyst i mit hoved – jeg spiser det bare sammen med en masse grønt. I bund og grund ”burde” jeg nok bare spise helt som jeg plejer, men jeg har lyst til at spise ekstra sundt ovenpå ferien, og dette er så den middelvej jeg vælger og det føler jeg egentligt er helt ok. For hvor end jeg gerne vil sige at jeg er ligeglad med min vægt så er det ikke sandt. Jeg er overvægtig som det ser ud lige pt, og det har nogle konsekvenser. Fx døjer jeg pt dagligt med smerter i mine fødder og på ferien måtte jeg have shorts på under min kjole for ikke at få “jordbær-lår” fordi de gnider mod hinanden. Desuden kan jeg ikke længere passe mine ringe og ej heller de fleste af mine jeans, og det er sgu bare ikke fedt! Derfor har jeg også et ønske om på sigt at tabe mig stille og roligt,  men det er altafgørende for mig at det kommer til at ske på den rigtige måde, og uden restriktioner og afsavn, så spiseforstyrrelsen ikke tager styringen tilbage.

Har jeres spiseforstyrrelse også spøgt i ferien?

De kærligste sommerhilsner,
Frøken Berit