Det bedste redskab til at eliminere overspisninger

Sommerferie med BED


Sommeren er over os, og jeg tror de fleste vil være enige i at det er den bedste tid på året. Men lider man af BED kan det også være en svær tid, det har det i hvert fald altid været for mig. For sommeren byder på fristelser i overflod, og for mig har ferie altid været lig med ”så må jeg godt”. Jeg må gerne spise store is, drikke rosé i stride strømme og spise uanede mængder når der grilles – for det gør vi jo kun om sommeren. Og når jeg har været afsted på ferier er jeg ligeledes gået all-in, for det er jo kun én uge og det skal jeg også have lov til. Problemet har dog været at jeg hele mit liv har levet med de her store udsving i min livsførelse – det ene øjeblik har jeg spist enormt restriktivt, og det næste har jeg haft store overspisningsperioder. Og op til en ferie har jeg typisk levet meget restriktivt med det mål for øje, at få kroppen ”bikiniklar”. Så når jeg endelig rammer ferien, så slipper jeg tøjlerne og går all in. Derfor har sommerferie for mig altid været lig med mistet kontrol og overspisninger, efterfulgt af skyld og skam og en gedigen vægtøgning – et mønster der har gentaget sig år, for år, for år, for år. Men i år er det anderledes, for jeg er heldigvis blevet klogere på mit uhensigtsmæssige mønster og årsagerne hertil.

Den primære årsag til mine overspisninger har som nævnt tidligere været underspisning. For små og for få måltider i løbet af dagen hvilket har resulteret i, at min krop primært om eftermiddagen og om aftenen har været hungrende efter energi, hvilket har ledt mig direkte ud i overspisninger. Til at få styr på dette har vi i LMSOS fået hjælpe til at lære at spise mere mekanisk – dvs. ca. hver 3. time, og det har gjort en verden til forskel for mig.

For at blive opmærksom på hvad vi indtager hvornår, og hvordan vores måltider (eller mangel på samme) kan have indflydelse på vores overspisninger, skriver vi kostdagbog. Dvs. at jeg hver eneste dag noterer hvornår jeg har spist, hvem jeg har spist sammen med og hvad jeg har spist. Ydermere er der plads til at skrive tanker og følelser ned som fylder den pågældende dag, hvilket også kan være en stor hjælp da overspisninger også kan være andet end fysiologisk betingede. Og i starten af ferien fandt jeg ud af, hvilken forskel den mekaniske spisning og kostdagbogen rent faktisk gør for mig.

LMSOS holder nemlig ferie i uge 28-29-30, hvorfor vi heller ikke mødes i behandlingsgruppen. Det er derfor tid for os til at stå lidt på egne ben, og derfor blev det til sidste møde opridset hvad vi skal have fokus på i sommerferien: mekanisk spisning og kostdagbog. Ikke noget med at springe det over og lade spiseforstyrrelsen få kontrollen igen…

…Det var så åbenbart nemmere sagt end gjort, for det første jeg lod værre med var, at skrive kostdagbog, for nu var der jo alligevel ikke nogle der skulle læse i den de næste tre uger. Med manglende kostdagbog mistede jeg overblikket over hvad jeg havde spist hvornår, og pludseligt havde jeg sprunget mellemmåltider over 2 dage i streg. Og bum, så var den der som et lyn fra en klar himmel: spiseforstyrrelsen. Pludseligt viste den sit grimme ansigt igen for første gang siden starten af maj, og jeg så mig selv miste kontrollen og spise 3 is i det skjulte og fuld af skam. Men lige der midt i de 3 is formåede jeg at stoppe op og mærke hvad det gjorde ved mig. For hold nu op hvor føles det forfærdeligt at være midt i – både for mig krop, men i særdeleshed også i mit sind. Der traf jeg et valg om at den ikke skulle have lov at vende tilbage, for det vil jeg simpelthen ikke byde mig selv. Derfor gjorde jeg det den allermindst kan li’: jeg sagde det højt til Birk, også selvom jeg græd lidt imens og skammede mig over at have haft en overspisning. Og så besluttede jeg mig for at mekanisk spisning og kostdagbog er et must – også selvom det er ferie og jeg synes det kan være en smule belastende med al den planlægning og noteren i kostdagbogen. Prisen for at lade værre er simpelthen for høj og den er jeg ikke villig til at betale. Så fra dagen efter spiste jeg igen mekanisk og skrev kostdagbog, og jeg har haft det fantastisk lige siden og frygter nu heller ikke for vores ferie. For jeg skal jo bare sørge for at spise nok med jævne mellemrum, og sørge for at få tilfredsstillet mine smagsløg. Så er der ingen overspisninger, det ved jeg, og hurra for den viden – det har unægteligt forøget min livskvalitet i en sådan grad at jeg faktisk ikke helt selv fatter det endnu.

Jeg har dog justeret min kostdagbog lidt i ferien, og har tilladt mig selv at skrive den på telefonen, fremfor at skrive i hånden og slæbe rundt på min notesbog, og så må jeg vende tilbage til den håndskrevne version igen på den anden side. Nobody’s perfect, heller ikke mig, og det arbejder jeg lidt med at acceptere! 🙂

Med disse ord sagt ønsker jeg jer en fortsat dejlig sommer.

De kærligste hilsner
Berit

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Det bedste redskab til at eliminere overspisninger