Så er der langt om længe nyt fra mig her på bloggen. Jeg har været gået i sommerferie-mode de sidste
Se næste indlæg >
Hvad er overspisning for mig?
Mange har spurgt ind til hvad der sker og hvor meget jeg spiser når jeg overspiser, og jeg tænker derfor at det er relevant at sætte lidt ord på dette. I min skriveproces er det dog blevet klart for mig, at det er utroligt komplekst at beskrive, da min overspisning kan udløses af mange forskellige ting og kan komme til udtryk på flere forskellige måder. Det har derfor taget lidt tid for mig at blive i stand til helt konkret at sætte ord på hvad der sker, men i det følgende har jeg forsøgt at forklare det så godt som muligt. So here we go…
Groft set kan mine overspisnings-scenarier opdeles i 3 forskellige scenarier:
1: Jeg overspiser i en begrænset periode, fx en eftermiddag, en aften eller til et enkelt måltid
2: Jeg overspiser en hel dag, eller det meste af en
3: Jeg overspiser i flere dage og nogle gange i længere perioder. Med længere perioder mener jeg måneder, kun afbrudt af få dage med selvkontrol og forholdsvis fornuftig kost
Jeg oplever at min overspisning kan trickes af mange forskellige ting. Jeg spiser bl.a. på følelser, det vil sige hvis jeg er ked af det, frustreret, oplever usikkerhed og lignende. Oftest spiser jeg på negative følelser, men det hænder også at jeg overspiser selvom jeg er glad. Derudover oplever jeg, at overspisningen ofte forekommer når jeg er sulten, keder mig eller når jeg bliver rastløs. Her oplever jeg typisk en form for uro som bedst kan beskrives som en sitren i brystet, og denne uro kan jeg kortvarigt dulme ved at spise.
Overspisningen forekommer stort set altid når jeg er alene. Jeg kan godt gå til slikskålen når jeg er sammen med andre, men det kan ikke sammenlignes med det der sker når jeg er alene.
Når jeg overspiser er der 4 kendetegn der altid går igen:
1: Jeg spiser enormt hurtigt
2: Jeg spiser store mængder
3: Jeg oplever et kæmpe kontroltab og ignorer fuldstændigt min krops behov
4: Jeg skammer mig
Jeg spiser generelt ret hurtigt. Jeg prøver ofte at bortforklare det med at jeg er tidligere sygeplejerske, og at jeg derfor er vant til at spise hurtigt fordi man som sygeplejerske aldrig ved om man når at få frokost. Faktum er dog, at jeg alle dage har spist hurtigt, og det er ikke just et træk ved mig selv som jeg finder specielt charmerende. Når jeg overspiser, spiser jeg sågar endnu hurtigere end normalt, og jeg tror faktisk at folk der kender mig godt, ville blive overraskede hvis de så mig i selve situationen. Det er sgu ikke særligt charmerende måden hvorpå jeg propper mad/slik/snacks i hovedet med lynets hast.
Udover hastigheden fortærer jeg oveni hatten absurd store mængder. Det er fx ikke længe siden at jeg en morgen spiste 10 snickers-is til morgenmad. Der skal nok ikke nogen vanvittig forestillingsevne til at forestille sig, at dette kan frembringe enormt meget skam. Bliver jeg ikke distraheret ved fx at skulle ud af døren kan denne skam så føre til, at jeg overspiser resten af dagen med. Det kan altså snildt være at der ryger en pose chips, en pose slik eller to, et par plader chokolade og en pizza oveni. Man behøver ikke at være god til hovedregning for at kunne regne ud, at jeg på sådan en dag indtager langt flere kalorier end min krop har behov for. Gang så denne overspisning op over uger eller måneder, og så kan du måske regne ud hvordan jeg bærer mig ad med at tage 10 kg. på på rekordtid.
Når jeg overspiser oplever jeg at miste kontrollen, og jeg blive ude af stand til at mærke mine reelle behov og lyster, hvilket ofte resulterer i, at jeg bliver skidt tilpas – jeg får simpelthen kvalme og ondt i maven, men kan til trods for det fortsætte. Jeg evner ikke at stoppe mig selv, selvom min hjerne i situationen forsøger at kæmpe imod. Ofte står jeg med en indre dialog i mit hoved om hvor dumt det er og hvor meget jeg ødelægger for mig selv. Samtidigt oplever jeg et voldsomt fysisk ubehag, men på trods af dette, fortsætter jeg med uhæmmet at køre mad i skrutten. Denne følelse af kontroltab er enormt ubehagelig og leder blot til endnu mere skam.
Skam er altså en stor del af overspiseriet. Jeg skammer mig over hver eneste bid, og ved at spise hurtigt prøver jeg formentligt at få situationen overstået, idet den er enormt ubehagelig for mig at være i. Samtidigt har jeg livet igennem overspist i det skjulte og haft en frygt for at blive opdaget, hvilket formentligt også har været en medvirkende årsag til, at jeg spiser ekstremt hurtigt. Skammen er altså en forfærdelig følgesvend. Jeg anser mig selv som værende et ret fornuftigt menneske med styr på de fleste parametre af mit liv. Jeg har en stor viden om kroppen, om livsstil og om sundhed, og jeg er efterhånden ret veluddannet med snart 2 bachelorgrader i bagagen. Alligevel formår jeg ikke at behandle mig selv ordentligt til trods for, at jeg ved alt om sund kost, motion osv. Det synes jeg er enormt flovt og derfor har jeg i mange år holdt det for mig selv. Jeg skammer mig over at miste kontrollen og over ikke at kunne styre mig – jeg synes det er frygtelig pinligt. Jeg hader at jeg har yoyo-vægt og ikke formår at holde mig slank. Det er der jeg har det godt og trives både fysisk og psykisk, så hvorfor skal det være så svært? Jeg skammer mig så uendeligt meget hver eneste gang jeg har tabt mig de klassiske 10 kg og på rekordtid tager dem på igen. Endnu engang skal jeg face verden og lade dem se, at jeg endnu engang fejlede. Hvad må folk ikke tænke?
I dag ved jeg heldigvis mere om skam og er blevet bevidst om, at den på mange måder er roden til min overspisning og jeg er blevet en hel del klogere på overspisning generelt. Jeg arbejder hårdt for at slippe skammen selvom det er forbandet svært. Men der er håb, og jeg tror på at det nok skal lykkes mig!
Hvis i har fulgt med, ved I, at jeg lige nu er i gang med et eksponerings-projekt i samråd med min psykolog. Siden d. 11 juni har jeg skullet fylde skabe og skuffer op med alt det jeg godt kan lide, og mit hjem har derfor bugnet af slik, is og snacks lige siden. D. 30 august ses vi igen for første gang siden, og her skal vi evaluere på hvordan det er gået mig. Jeg har lovet hende ikke at evaluere på projektet før vi ses, og derfor får i også først en opdatering når jeg har været hos hende. En ting er dog sikkert; det har været lærerigt…
Jeg håber at dette indlæg har kunnet bidrage til en øget forståelse af hvordan overspisning kan udspille sig i virkeligheden. Jeg er jo blot én af mange med denne lidelse, så dette er blot min udlægning af hvordan jeg oplever det i min krop og i mit sind. Hvordan mon i andre oplever det – kan i nikke genkendende til det jeg beskriver?
Tak fordi i læste med 🙂
De kærligste hilsner,
Froeken Berit
Jeg har lige læst en artikel i LMSNYT, hvori de henviste til din blog. Jeg gik derfor ind for at læse lidt på den. Og selvom jeg i et par år nu, har været overbevist om at jeg lider af BED, sidder jeg tilbage lige nu med en chokerende fornemmelse og tårer i øjnene. For dit indlæg kunne ligeså godt være skrevet af mig. Jeg er ligesom du, veluddannet, intelligent, velfungerende med godt job osv. Men har, så længe jeg kan huske kæmpet med vægten og spisning osv. Jeg vejer faktisk så meget at det begrænser mig i væsentlig grad i mit daglige liv og efterhånden medfører mange smerter mv.
De scenarier du har oplistet i dette indlæg og de følelser du har beskrevet, er PRÆCIS sådan jeg har det.
Det er forbundet med SÅ meget skam.
Min læge tager det ikke på nogen måde seriøst. “Det er bare et spørgsmål om at indtage færre kalorier end du forbrænder”…. lyder det. Men nu er det jo ikke fordi jeg ikke forstår hvordan vægt og fødeindtag hænger sammen. Men dét er ikke så enkelt. Det svarer til at sende en anorektiker hjem igen med en besked om at hun bare skal spise noget mere, eller sende en alkoholiker hjem med besked om at hun bare skal nøjes med at drikke x antal genstande om ugen.
Men jeg ville egentlig blot sige til dig, at dit indlæg og de mange andre artikler mv. som efterhånden begynder at dukke op omkring BED, har været med til at overbevise mig om, at jeg ikke er alene. At det ikke kan nytte noget, at jeg bliver ved med at leve med den store skam og følelsen af at det er min egen skyld og jeg jo bare kan tage mig sammen. Hvis det var så enkelt, kan jeg med hånden på hjertet sige, at så havde jeg gjort det for mange år siden! Tak fordi du deler.