Når hjernen går i selvsving over bacon

Jeg håber i nyder det dejlige efterårsvejr derude i det ganske land. Jeg er så småt ved at finde en indre ro igen ovenpå eksamen, og prøver på alle tænkelige måder at være god med ved mig selv. Jeg har gået ture i skoven, besøgt en god veninde, fået lavet en masse simremad, været til træning og hygget om min travle, selvstændige kæreste. Lige nu spreder der sig en duft af langtidssimret chili con carne, og imens jeg venter på at den simrer færdig, vil jeg da lige dele nogle tanker med jer – denne gang omkring bacon og fløde!

Jeg arbejder jo ihærdigt med mig selv for at komme min overspisning til livs. Der er mange mønstre der skal brydes, og fordi jeg netop er i en periode hvor jeg forsøger at blive bevidst om mine mønstre og vaner, bliver jeg hele tiden opmærksom på hvilke uhensigtsmæssige mønstre jeg har når det kommer til mad.

Èn ting jeg virkelig kæmper med er restriktiv spisning – altså spisning hvor man opstiller en masse regler for sig selv omkring hvad der er ok at putte i munden, og specielt hvad der ikke er. Indtil jeg gik i gang med mit eksponeringsprojekt i samråd med min psykolog (læs mere om det ved at klikke her), var jeg ikke bevidst om hvor restriktivt jeg egentligt spiser. Jeg har alle dage været klar over, at jeg ofte begrænsede mig selv, men det er først i dette forløb, at jeg er blevet opmærksom på hvor svært det egentligt er for mig at spise uden restriktioner – og det er lige netop et liv helt uden restriktioner jeg stiler imod.  

Blot som et eksempel så havde jeg forleden en indre dialog med mig selv omkring bacon. Dialog-sessionen foregik i Rema 1000 hvor det tog mig næsten 10. min. at beslutte, hvad jeg skulle drysse ovenpå min kartoffel-porresuppe om aftenen – 10 fucking minutter, dér foran køledisken! Dilemmaet bestod for mig i, om jeg skulle vælge almindelige bacontern eller om jeg skulle vælge den fedtfattige model: Filetbacon! Jeg havde mega meget lyst til rigtig bacon og absolut ikke lyst til filet-versionen, men der er jo en væsentlig kalorieforskel på de to, og da jeg jo er kommet mig en del, vil jeg gerne leve lidt sundere end jeg har gjort det sidste stykke tid. Og ja indrømmet – jeg vil gerne tabe mig lidt igen, selvom jeg egentligt arbejder henimod at acceptere min vægt som den er, men der er jeg altså ikke helt endnu og derfor opstod bacon-dilemmaet.

Jeg diskuterede frem og tilbage med mig selv om ikke det var bedre at tage filet’en når nu jeg gerne vil tabe mig. Omvendt skal jeg jo forsøge at leve uden restriktioner, så min fornuft kæmpede imod mig og prøvede at overbevise mig om, at en lille smule rigtig bacon ville tilfredsstille mine smagsløg bedre end filet’en, og at det for øvrigt er helt ok at spise bacon. Den lange diskussion endte med at filet-baconen sejrede mod, at jeg så ”tillod” mig selv at putte lidt madlavningsfløde i suppen. Fløde blev altså også til et problem i mit hoved, og jeg kunne ikke få mig selv til at putte rigtig fløde i retten – og da slet ikke både fløde og bacon. Min kompromis-suppe kom altså til at indeholde madlavningsfløde og filetbacon.
Eller nej… jeg endte faktisk med at kaste den filetbacon i skralderen. For efter jeg havde handlet ind ringede min kæreste, og vi blev enige om at jeg skulle køre op til ham og lave suppen. Og fortjener han filetbacon? Fandme nej! Så jeg købte naturligvis rigtig bacon til os, og så endte filetbaconen med at ligge og overskride sidste anvendelsesdato i køleskabet derhjemme.    

Det jeg prøver at illustrere er, at min hjerne kæmper en kamp hver eneste gang jeg skal tage stilling til hvad jeg putter i munden – specielt hvis det er noget fedt- eller sukkerholdigt. En skide skefuld bacon kan få mig til at få det dårligt over mig selv og min krop, og det fylder alt i mine tanker. Men hvorfor er det lige at jeg skal have det dårligt over at spise bacon – er det forkert at have lyst til det? Jeg synes tydeligvis ikke at filetbacon var godt nok til min kæreste – hvorfor skal jeg så lade mig nøjes?

Siden den dag har jeg bevidst spist mere bacon end jeg plejer, for bacon skal være helt ok og ikke noget jeg skal have det dårligt over.

Desværre er bacon er langt fra den eneste ting jeg kæmper med at indtage. Det er det samme med fløde, smør, slik, chips, kage, pasta, ris, lyst brød, olie, nødder osv. Det er alt sammen forbundet med et ”jeg burde ikke”, og en masse spekuleren frem og tilbage hvis jeg så meget som overvejer at putte noget af det i munden. Det går bedre ift. det sukkerholdige efter eksponeringsprojektet, og nu rationaliserer jeg mig oftest frem til at det er okay, at spise lige det jeg har lyst til. Men det er ikke uden indre diskussion med mig selv for og imod, og jeg tror desværre der går rigtig lang tid før jeg spiser noget uden at tænke over det. Men jeg er på sporet og jeg glæder mig til den dag jeg kan spise alt i verden uden dårlig samvittighed – slut med forbudt, livet er sgu for kort til alle de forbud og begrænsninger.

Mon nogle af jer kan nikke genkendende til det?

De kærligste bacon-hilsner,
Frøken Berit