Lidt om hvorfor jeg deler min spiseforstyrrelse med omverdenen

Der er formentlig nogen der har tænkt hvorfor i alverden jeg deler min spiseforstyrrelse med resten af verden. Er den slags ikke lidt for privat til at dele med alt og alle på de sociale medier, og er det mon opmærksomhed eller medlidenhed jeg søger? Det korte svar er nej, nej og nej. Jeg deler det fordi det giver mening for mig, at hjælpe med at sprede budskabet om en tabubelagt spiseforstyrrelse som kun de færreste kender til og forstår til trods for, at det er den mest udbredte spiseforstyrrelse i Danmark, som det anslås at mere end 40-50.000 danskere lider af.

Jeg får jævnligt beskeder fra mennesker der har haft gavn af min blog ift. at forstå og erkende, at de selv lider af BED, og hver og en af de beskeder gør, at jeg har lyst til at blotte mig selv og min sårbarhed, og delagtiggøre jer i hvordan jeg har det inderst inde. At tage bladet fra munden er min måde at bidrage til mere åbenhed og accept af noget som rigtigt mange mennesker kæmper med, og min erfaring siger mig, at åbenhed er med til at nedbryde den skam en spiseforstyrrelse ofte er forbundet med.

Jeg har stor forståelse for at mange ikke forstår hvad overspisning går ud på, for det er komplekst at forstå hvis ikke man kender til det. Hvis man aldrig tænker over hvad man spiser, hvis spisning aldrig er forbundet med skyld og skam, hvis vægten aldrig har styret alt hvad du foretager dig, og hvis du altid har fundet dig tilpas i din krop, så kan jeg godt forstå, at det kan være svært at forstå. Men vi der lider af en spiseforstyrrelse har sådan brug for at flere prøver at forstå, for det kan være en vigtig hjælp for os.

Sådan en spiseforstyrrelse er desværre rigtig tabuiseret, og jeg oplever selv, at nogle af mine allernærmeste, som ved at jeg er i behandling, ikke spørger ind til hvordan det går eller hvordan jeg har det, til trods for at jeg er meget åben omkring det, og til trods for at vi taler åbent om alt andet. Hvad er det mon der gør det så svært? Jeg nægter simpelthen at tro på det er manglende interesse eller manglende nysgerrighed. Men er det så manglende forståelse, eller måske en frygt for at træde over mine grænser? Måske det bare er svært at tage hul på samtalen? Jeg ved det ikke, men jeg ved at jeg oprigtigt bliver glad når der er nogen der spørger ind til det, for jeg vil så gerne at man fremover kan tale ligeså åbent om de svære ting som om de nemme.

Jeg tror på at første skridt på vejen til forståelse er åbenhed, og en nysgerrighed fra omgivelserne så vi kan få aftabuiseret hvad det vil sige at lide af en spiseforstyrrelse. For som jeg opdagede i forrige uge til et pårørendearrangement i LMS, var der faktisk mange af de pårørende som var overraskede over hvor indgribende sådan en spiseforstyrrelse kan være i den enkeltes liv, og hvor alene man kan have følt sig gennem mange år. Derfor var den information vi fik til arrangementet så vigtig for deres forståelse for hvad man som spiseforstyrrelsesramt går igennem. Og den var også vigtig for os – ”de ramte”. Flere af os blev faktisk virkelig berørte fordi der nu stod 2 eksperter og formidlede den svære virkelighed vi alt for godt kender til, hvorved den virkelighed på en eller anden måde blev mere ”legal”. Det er sgu ikke bare noget vi finder på!

Efter arrangementet oplevede jeg fra de pårørende en meget stor ydmyghed. Flere italesatte hvordan de følte sig beærede over at være blevet betroet noget så sårbart som det at blive indviet i deres pårørendes spiseforstyrrelse, og jeg tror at alle gik derfra med en meget større forståelse for hvad man som spiseforstyrrelsesramt går igennem.

Den forståelse kan vi måske bringe ud til flere ved at turde tale om det, det er i hvert fald min erfaring at tavshed ikke bidrager med en dyt. Men jeg ved også hvor svært det kan være at tale om, og jeg ved også at man ikke nødvendigvis mødes af forståelse selvom man åbner op. Men så kan en god dialog måske være vejen frem? Og ellers må vi jo vælge hvem vi deler med. Vi kan i hvert fald ikke blive ved med at fortie noget så vigtigt, det må ud før eller siden. Om end ikke andet så for vores egen skyld, for er der noget spiseforstyrrelsen ikke bryder sig om er det åbenhed…

Og med disse ord sagt, så håber jeg at du som pårørende fremover tør spørge ind til dine kære, og at du som spiseforstyrrelsesramt måske har fået mod på at turde åbne dig over for nogle af dine nærmeste.

De kærligste hilsner,
Frøken Berit