Opskriften på verdens bedste kanelsneglekage

Handywoman wannabe

Jeg har stor respekt for mennesker der har hænderne skruet rigtigt på, og jeg ville ønske jeg var en handywoman. Faktum er dog, at jeg alle dage har haft kompetente folk til at hjælpe mig med det håndværksmæssige, og det er derfor ikke meget øvelse det er blevet til. Min far og min bror har stort set altid fikset alting for mig, men de senere år har jeg i højere og højere grad selv forsøgt mig med nogle småting der skulle fikses. Og hver gang det så lykkes får jeg nærmest et lille kick ud af det, som da jeg fx helt selv fandt ud af hvordan jeg udluftede mine radiatorer, og da jeg for første gang hang noget op på væggen uden hjælp.   

Heldigvis har min kæreste, som for øvrigt også har skruet hænderne ret godt på, sørget for, at jeg har et hav af udfordringer at begive mig i kast med da hans lejlighed trænger til renovering fra ende til anden. Han er selvstændig og har mega travlt, og han har derfor stort set ikke noget tid til tilovers til renoveringsprojektet. Jeg har derfor ret frie tøjler til at kaste mig ud i at shine lejligheden op. Alt er en hjælp for ham, og heldigvis er det hele i så dårlig stand, at alt stort set er en forbedring. Indtil nu har jeg malet lofter, vægge og vinduesrammer, og istandsat vores toilet hvilket med få midler blev et helt andet rum. Jeg fik bl.a. min kæreste til at lave en speciallavet hylde ud af et skærebræt fra Ikea med indbygget tandbørstekrus, og så fiksede han oveni hatten også lige en hjemmelavet toiletrulleholder. Gulvet har fået en gang mørkegrå maling, og så har en ny bademåtte, et spejl og en plante gjort resten.


 

Lejligheden er en gammel erhvervslejlighed som blev godkendt til beboelse da min kæreste overtog bygningen. Alting er sjusket udført, gulvet er slidt og beskidt, køkkenet er værre end noget man kunne finde i en spejderhytte, og badeforholdene fortjener ikke engang at blive omtalt. Alligevel er der ret hyggeligt, og vi ser flere muligheder end begrænsninger. Planen er at jeg snart flytter derop, og vi ser os selv bo der i 5-6 år. Det giver rigtig god mening da vi kan bo enormt billigt, og dermed kan få sparet sammen til det vi ellers går og drømmer om.

Men hvis vi skal have lyst til at bo der de kommende år skal der lidt forbedringer til. Vi vil ikke investere en hel masse i den lige pt., og kører derfor ”renovering på budget”. Det betyder bl.a. at vi lever med brune kontakter og savsmuldstapet, malede gulve i gang og på badeværelse, og isvand i hanen på toilettet. Vi har dog besluttet os for at investere i et nyt køkken, et baderum med ny brusekabine, og på sigt en tagterrasse. 

Køkkenet bliver leveret i morgen, og vi glæder os ubeskriveligt meget til at få det samlet og sat op. Vi har valgt at købe elementer i Ikea, og så har vi fundet bordplader og hvidevarer andetsteds. Gulvet ville vi egentligt bare have malet men jeg fandt ud af, at et billigt laminatgulv ikke var meget dyrere end en ny spand gulvmaling. Jeg fik derfor lov at gå på gulvjagt og havde helt frie tøjler – har en fantastisk tillidsfuld mand 😉 Jeg fandt et rigtig flot, rustikt laminatgulv med egetræslook som skal lægges i køkkenet og det tilstødende rum.

Jeg var overbevist om at jeg selv kunne lægge sådan et gulv – hvor svært kan det lige være? Det så i hvert fald nemt ud på Youtube! Men min kæreste havde alligevel ikke helt tillid til mine handywoman-evner, så jeg måtte lokke min far til Sjælland for at hjælpe mig. Og måske det var meget godt, for der gik ikke mere end en halv time før jeg var kommet til skade og var på vej på skadestuen – flot! Jeg fik knaldet min tommelfinger ind i et stemmejern (spørg mig ikke hvordan, jeg var bare i gang med at støvsuge!). Det resulterede i en 2,5 cm lang, dyb flænge, som dog heldigvis kunne lappes sammen med strips så jeg slap for at blive syet. Og heldigvis kunne jeg stadig hjælpe med gulvlægningen da jeg kom retur, så lidt fik jeg da alligevel lært 😉

Jeg er, til trods for meget mobning fra min kæreste, ikke bange for at kaste mig ud i flere handyman-projekter. Så de kommende par uger står på samling af køkkenelementer – til den slags behøver man forhåbentligt ikke at bruge stemmejern 😉 Der skal også laves lidt VVS og El, men det må jeg hellere lade fagfolk om! Dernæst skal jeg slibe og male gulve i vores 6-7 meter lange gang, male trappeopgang og trapper, slibe og oliere gelænder, og så skal vi nok have lagt det samme gulv i stue og soveværelse også, hvilket jeg jo har fuldstændigt styr på nu 😉 Så…der er nok at rive i det næste lange stykke tid, men det er jo ingen sag når man synes det er sjovt. 

Handywoman hilsner fra
Frøken Berit

#bloggersdelightplus

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Opskriften på verdens bedste kanelsneglekage