Om at gå i gruppeterapi

BED (tvangsoverspisning) er den mest udbredte spiseforstyrrelse i Danmark, og derfor er det ret fantastisk at Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade (LMSOS) de kommende 3 år kan tilbyde behandling til personer over 18 år med støtte fra Sundheds- og Ældreministeriet. Behandlingen tilbydes som gruppeterapiforløb med ca. 8 deltagere, og foregår flere steder i landet. Forløbene strækker sig over 9 måneder, og formålet med behandlingen er, at hjælpe BED-ramte ud af en hverdag styret af overspisninger og negative tanker, hvor krop, mad og vægt fylder for meget (Læs mere om tilbuddet her, og ansøg om behandling).

Det var noget angstprovokerende for mig, at række hånden ud efter hjælp hos LMS, for da jeg gjorde det var det samtidigt en erkendelse af, at det jeg kæmper med/mod er en decideret spiseforstyrrelse. Det har jeg jo hele tiden vidst, men alligevel var det noget grænseoverskridende for mig at trykke dørhåndtaget ned og træde over dørtærsklen. Måske fordi de kunne afvise mig, og hvor stod jeg så? Og hvad hvis de sagde at jeg slet ikke lider af en spiseforstyrrelse? Med svedige håndflader trykkede jeg alligevel dørhåndtaget til LMS ned, og mødte herefter den mest fantastiske psykoterapeut som efter halvanden times samtale, bød mig velkommen i en gruppe. Efter mødet med hende var jeg ikke til at skyde igennem. Hun var tydeligt meget kompetent efter mange års arbejde med mennesker der lider af BED, og jeg havde en mavefornemmelse af, at det her er det der skal til for at hjælpe mig det sidste stykke på vejen henimod et liv uden spiseforstyrrelse.

Når man starter i behandling hos LMS forpligter man sig til forskellige ting. Man skal fx løbende være i kontakt med sin egen læge, ligesom man i perioden skal være nogenlunde vægtstabil, hvorfor man vejes hver 3. uge – forløbet er nemlig ikke ment som hjælp til en slankekur! Derudover forventes det at man skriver kostdagbog (vi skriver både hvad vi har indtaget, hvornår og i selskab med hvem, ligesom vi noterer vores tanker og følelser). Ydermere arbejder vi målrettet mod at lære at spise mekanisk – dvs. at vi skal spise regelmæssige måltider hver 3. time (det er der mange gode grunde til, og dem kommer jeg ind på i et indlæg for sig i nærmeste fremtid). Vi bruger altså hver især en del energi på forløbet mellem terapierne, og forløbet er ret intenst i sig selv. De første 3 måneder mødes vi én gang ugentligt af 3 timer. Herefter reduceres dette til ét møde hver 14. dag, for de sidste 3 gange at være én gang om måneden. Det kræver altså lidt commitment at være en del af sådan et forløb, man finder dog hurtigt ud af at det kommer tifoldigt igen.

Der er noget helt unikt og fantastisk over at være samlet med 7 andre mennesker, som lider af det samme som én selv. Det at blive set, hørt og forstået af nogle mennesker som faktisk kan genkende det man siger, det kan bare noget. Der kommer så mange fine perspektiver og vinkler på de problemstillinger vi hver især står med, og det er min oplevelse at der i rummet er en enorm respekt og lyst til at hjælpe hinanden.

Forløbet startede med en introduktion d. 8/5 hvor vi kunne tage pårørende med. Jeg havde invitereret min mor med, som tog hele den lange vej fra Jylland for at støtte op om det. De efterfølgende gange har vi arbejdet med flere forskellige ting. Vi har lavet individuelle målsætninger, lavet en tidslinje over vores eget og spiseforstyrrelsens liv, og så har vi haft besøg af en fantastisk dygtig diætist, som på forhånd havde taget et kig på vores kostdagbøger. De første gange har altså været målrettet lidt forskellige ting, men ellers er der en klar ramme for hvad vi skal i sessionerne.

Vi starter altid med en lille mindfulnessøvelse når vi kommer, så vi lige kan lande i gruppen. Dernæst er det opbygget sådan at vi hver 2. gang er på med vores kostdagbøger. Når jeg er på, læser en af behandlerne op fra et tilfældigt sted i min kostdagbog. Hernæst har behandleren og jeg en samtale omkring det skrevne, imens de andre bare lytter. Hernæst fungerer de andre som en slags ”vidner”, og de får på tur lov til at komme med en tilbagemelding. Her er det spøjse, at de taler med behandleren om mig i 3. person. De kigger altså ikke på mig, men på behandleren og siger fx ”Jeg hører Berit sige at… og det får mig til at tænke på…”. Dernæst har behandlerne en samtale om hvad de har hørt eller særligt har hæftet sig ved, og afslutningsvist får jeg så ordet igen. I starten tænkte jeg det var en lidt mærkelig form, men nu forstår jeg hvorfor det er bygget op på denne måde. Det er enormt stærkt blot at sidde og lytte på de andres tilbagemeldinger, og de får ofte hæftet sig ved noget som udvider min egen horisont.

Det var et lang skriv om gruppeterapiens generelle rammer. I den kommende tid vil jeg skrive lidt mere om de konkrete redskaber vi arbejder med, i håbet om at du derude bag skærmen måske kan blive inspireret. Jeg vil bl.a. skrive mere om det at spise mekanisk og det at skrive kostdagbog.

Tak fordi du læste med!

De kærligste hilsner,
Berit